Hver morgen står familien meget tidligt op for at gå på arbejde. Min kæreste står op kl. 3 om morgenen, og da er hendes forældre typisk allerede taget afsted. Familien sælger frugt og grønt på et lokalt marked. At stå så tidligt op er kendetegnende for hele landsbyen, hvilket også ses om aftenen hvor alle er gået til ro kl. 19 – 19:30. Om søndagen har de oftest fri og kan da sove helt til kl. 5 om morgen.
Hver eneste dag kl. ca. 6:30 kommer munkene forbi hjemmet. Det betyder at min kæreste må hjem fra markedet for at lave mad til dem, for så at køre tilbage til arbejdet efter munkene har været forbi.
På hverdagene kommer der tre hold munke forbi. De repræsenterer 3 forskellige templer i området. På en række, med den ældste forrest og den yngste bagerst, går de op af vejen, hver af dem holdende en gryde under armen. Alle landsbyens beboere står uden for deres huse med mad, som de giver til munkene. På særlige Buddha dage får de også blomster. På søndage kommer der 5 hold munke fra fem forskellige templer.
At give mad til munkene er en almisse og er en frivillig gestus. Ved at give mad til munkene føler thailænderne, at de har gjort en god gerning og håber derigennem også at det vil gå dem og deres kære godt.
Maden kan være meget forskellig som ris, varme retter, desserter, kager m.m. Den særlige klistre ris er altid en del af almissen. Før munkene ankommer til huset, stiller man sig frem uden for huset i bare fødder, og maden løftes op mod panden i en hilsen. Når munkene er fremme, rækker de gryden frem og man lægger forsigtigt maden ned i gryden og afslutter med et meget ærbødigt wai. Når munkene fortsætter ned af vejen wai’er man stadig efter dem inden man igen går ind i huset.
Selv om munkene omgås med stor ærbødighed og respekt, er de meget imødekommende, snakker gerne og viser stor interesse i den enkelte. De er meget rolige og afbalancerede mennesker, og de tager ikke almisser for givet.
Thailænderne giver til gengæld meget gerne almisser ved enhver given lejlighed. Det ses også, når vi besøger templerne. Her gives gerne penge til blomster og røgelsespinde til bøn eller små emblemer til hjemmealteret. Ved udvidelser eller renovationer af templer kan man betale for at få lov at skrive sit navn og fødselsår på undersiden af en af de teglsten, som skal bruges. Eller skrive sit navn på et klæde til en ceremoni. Hvad man end bidrager med, har man gjort, hvad man kunne for, at det skal gå familien godt.
At være munk i Thailand er et valg man tager. Det er ikke usædvanligt, at man bliver munk i nogle uger eller måneder efter f.eks endt uddannelse. Nogle vælger at blive længere eller endog resten af livet. Det er en god gerning at være munk og er også et plus på CV’et.
Munkene velsigner de Fâai man kan erhverve sig hos dem. Jeg har også et par gange fået en fâai om håndleddet af en munk og tildelt flere som jeg kan give til dem jeg holder af. Selvom min kæreste også var tilstede, måtte jeg selv give hende en fâai på, da munkene ikke på røre ved en kvinde.
De penge munkene får ind går ikke udelukkende til vedligeholdelse af de imponerende templer, men bliver også brugt til velgørenhed. De har bl.a. været med til at financiere det lokale hospital. Som en tak herfor er øverste etage her forbeholdt munkene.
Således er de orangeklædte munke en integreret del af dagligdagen og livet i Nong Khai provinsen såvel som så mange andre dele af Thailand.