Vi har altid haft hund. Så derfor er jeg god til at læse og forstå hunde. Jeg kan med det samme mærke om en hund er til at tale med, eller om man skal være varsom. Om hunden er tryg eller nervøs.  Hver gang jeg kommer et sted med hund, lader jeg altid hunden komme til mig og viser den, at jeg forstår, at jeg er gæst i dens hjem.

Første gang jeg var i Thailand, boede jeg på et lille husmandssted 100 meter fra min kærestes hjem. Jeg husker, hun virkede meget bange for mørket. Hun ville også køre mig frem og tilbage på scooter, hvilket jeg synes var lidt voldsomt for blot 100 meter.  Så da jeg sagde, det ikke var nødvendigt, skaffede familien mig en cykel. Gå skulle jeg ihverfald ikke.

Om dagen gik der hunde rundt i byen. De virkede underdanige og gik med halen mellem benene. De var dog nysgerrige nok til at forsøge at komme ind i husene, men ganske nemme at jage ud igen. Så derfor undrede det mig at se et skilt, hvor der var illustreret, at man skulle sparke efter nærgående hunde. Det faldt slet ikke i tråd med thailændernes milde væsen.

Men når mørket faldt på ændrede hundene adfærd. Mange af hundene holdt til ved bestemte huse, hvor de nu opførte sig som regulære vagthunde, der knurrede og gøede mens de langsomt nærmede sig forbipasserende.

Mange af hundene i byen hørte til ved bestemte hjem, men ikke alle thailænderne holder hundene i snor eller lukket inde, som vi gør i Danmark. Det kan derfor godt være svært at afgøre, om der reelt er tale om vilde hunde eller blot fritgående hunde.

Der var særligt et hus, der havde 3 løsgående hunde med en meget aggressiv adfærd – især om natten. Det skulle jeg forbi hver aften og blev derfor mere og mere glad for min cykel. Hundenes nærgåenhed tiltog for hver aften og én af dem forsøgte endog at få fat i mit bukseben.

Da vi året efter skulle forbi huset igen, fortalte min kæreste mig, at der nu var 6 eller 7 hunde, og at ingen lod deres børn gå forbi huset mere. Jeg troede dog stadig på mine evner til at læse hundene og gøre ligesom sidst i dagtimerne, bare at ignorere dem, så de ville tro, de havde skræmt os bort.

Der kom ikke mindre end 6 hunde løbende. Nu var der tale om et kobbel. For hundene gjaldt det om at vise, hvem der var den modigste. En af hundene løb direkte hen og nappede mig i baglåret. Jeg turde ikke sparke efter hunden som anbefalet, da vi i så fald måske skulle tage kampen op med de øvrige 5 hunde. Vi gik blot videre i raske skridt, indtil vi havde forlad deres territorium. Heldigvis slap min kæreste uskadt forbi og jeg med et blåt mærke. Men vi gik aldrig den vej forbi igen.

En ven fortalte mig engang, at da han havde været på ferie i Ao Nang , advarede hotellet ham om at færdes på bestemte veje efter mørkets frembrud. Han havde undret sig, men mener nu, at det var p.g.a. de vilde hunde der var i området.

Der er hunde overalt i Thailand. Jeg har set mange væltede skraldespande og tænker at det kan være hundene der søger føde i dem. Hvis man kører om natten eller tidligt om morgenen kan man mange steder se hundene ligge midt på vejene – formentlig får at nyde restvarmen. Om dagen virker de ikke særlig faretruende, men de skifter karakter om natten. Jeg, som aldrig har været bange for hunde, er meget varsom over for de vilde hunde i Thailand. Og selv herhjemme er jeg blevet noget mere forsigtig omkring fremmede hunde. Så de har i den grad gjort indtryk på mig og udfordret min tillid til mine egenskaber i at læse hundes adfærd.