At komme til Thailand er at komme til en helt anden verden. Alt er anderledes. Nye lyde, nye dufte, en anden temperatur og en fremmed kultur. Den første gang især kan virke helt overvældende, når man ikke har noget at sammenligne med. Som jeg selv, der aldrig havde været uden for Europa, før jeg kom til Thailand.
Det har været nemt at se, at jeg var i Thailand for første gang. Den allerførste aften, vi var ude at køre, sprang jeg nærmest af motorcyklen og løb over vejen for at filme nogle hus-gekkoer, der sad over indgangen til en forretning. En helt almindelig gekko som findes overalt i Thailand.
Og den første nat lød det, som om en kæmpe fugl sad lige uden for min dør og lavede nogle meget høje lyde. En mystisk lyd som tog mig flere dage at finde årsagen til. Det var slet ikke en fugl, men en Tukey-gekko. Imponerende.





Jeg fotograferede kæmpe tusindben, flotte store sommerfugle, edderkopper og et utal af eksotiske blomster og frugter. Mange af de vilde planter i Thailand kendte jeg kun fra stueplanterne hjemme. Andre havde jeg aldrig set før. Og bananplanterne, der gror overalt, ananas, kokosnødder og papaya. Og de imponerende Jackfruit og flotte Rambutan. Paradisfugl blomster og gummitræer. Og maden. Jeg har et enormt bibliotek af billeder af al den dejlige mad.






Jeg begejstres stadig over mangfoldigheden i Thailand. De nationale tøjdragter, udsmykninger, de livlige markeder og de imponerende templer. Overalt, hvor øjet kigger hen, ser det stadig helt nye og spændende ting.

Og så er der den skønne kultur her i Nong Khai provinsen. Isaan kulturen. Den har så meget nyt og spændende at byde på, og jeg vil gerne vide mest muligt om den. Jeg spørger tit ind til den. Men der er endnu en sprogbarriere, som gør det vanskeligt, at få mere uddybende forklaringer. Så derfor nyder jeg, at jeg får lov til at deltage i så mange af deres traditioner og ritualer. Jeg lærer meget igennem observation og deltagelse.
Vi benyttede i starten Google Translate, når vi ville prøve med mere uddybende forklaringer, men oversættelserne var ofte helt hen i vejret. Jeg husker beskrivelser som “kanel i vejkanten” og at jeg “ikke måtte bide min kærestes far. “😄 Google Translate kan ikke håndtere den Thailandske tekst, da Thailændere kun bruger mellemrum mellem hele sætninger. ChatGPT, derimod, kan fint håndtere Thailandsk og er derfor blevet et godt redskab til kommunikationen.

