Jeg har aldrig oplevet en så nærværende modtagelse, som den jeg fik, da jeg kom til Thailand. Allerede i lufthavnen modtog familien mig.  De stod med et hjemmelavet skilt og en buket blomster foldet af grønne velduftende blade.  De tog al min baggage og passede meget godt på mig over fodgængerfeltet til parkeringspladsen, hvor familiens bus var parkeret. Der var sørget for mad og vand til turen hjem.

Min kæreste havde fortalt mig, at der ville være nogle ritualer, når jeg ankom til deres hjem. Efter et overdådigt thailandsk måltid blev jeg placeret på en stol midt på gulvet. Herefter bandt hvert familiemedlem en snor om håndleddet på mig mens de ønskede mig det bedste.  Et meget udbredt ritual i Isaan kulturen som jeg fortæller mere om senere.

Det var lidt af en nyhed, at der var kommet en farang til byen, og i de følgende dage kom der rigtig mange forbi for at hilse på – både familie, venner og naboer. Jeg oplevede også scootere der satte farten ned uden for huset så de kunne få et glimt af farang’en, andre kom ind for at hilse på og nogle kom enddog med kager, frugt eller mad. Det var en ganske særlig oplevelse at føle sig så velkommen i en lille by så langt væk fra alting man kender.

Når vi bevæger os rundt i området hører jeg af og til børn råbe: “Falang” når de får øje på mig. Det er den lokale måde at udtale farang, som betyder noget i stil med fremmed, et begreb der bruges om især vesterlændinge. Jeg befinder mig pludselig på et sted, hvor jeg skiller mig ud af mængden. Jeg har også oplevet at blive filmet i smug på en café. Og at tilfældige folk –  enddog en vagt – kommer for at sige “Hello – where are you from?” De kan ofte ikke ret meget engelsk, men ser muligheden for at være imødekommende.

Jeg husker en episode, hvor vi sad på et lille sted i landsbyen og fik noget at drikke. En kvinde kommer forbi med sin søn, som jeg vil gætte på var omkring 8 år. Hun fortalte til min kæreste, at hendes søn gerne ville møde farang’en. Hun opfordrede ham flere gange til at gå hen og hilse på mig, men han var så genert, at han ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv. Jeg prøvede at få øjenkontakt med ham, men han turde ikke kigge på mig. Det var synd for ham. Da de kørte væk på scooteren, fik vi øjenkontakt, og jeg smilte til ham. Jeg kunne se, det reddede hans dag.

Thailænderne er utrolig flinke og imødekommende mennesker, og de gør sig ekstra umage for, at jeg skal føle mig velkommen iblandt dem. Ikke kun familien og naboer, men alle jeg møder i byen. Det ligger dem meget på sinde, at jeg får den bedst mulige oplevelse, mens jeg er der.