Fâai

Fâai

Fâai er en bomuldssnor, ofte hvid, som bindes om håndleddet. Det er et meget vigtigt ritual i Isaan kulturen. 

Fâai skaffes i templerne, hvor munkene har velsignet dem. Disse bomuldtråde benyttes således til at binde om håndleddet på dine kære ved særlige lejligheder. Fai ritualet binder din ånd til kroppen og giver dig lykke, held, velstand, styrke og beskyttelse. 

Både ved ankomst og ved afrejse fra Thailand har jeg således modtaget adskillelige af disse Fâai, da mange familiemedlemmer kommer forbi for at give både min kæreste og jeg en bomuldsnor om håndleddet. Vi får begge, så vi altid er bundet sammen og for at sørge for, at jeg får en sikker rejse hjem. 

Den, der binder bomuldssnoren, siger en lille bøn, kører hænderne et par gange over knuden, og nogle gange pustes der også på knuden. De øvrige deltagere hjælper med at holde armen imens eller rører ved den, der holder armen, den der binder eller personen selv, således alle deltager i ritualet. Den der modtager Fâai laver en halv Wai under ritualet og takker efterfølgende. 

Fâai er som sagt ofte en hvid bomuldssnor. Nogle gange med en eller flere knuder på, andre gange flettet. Men de kan også have andre farver som f.eks. rød eller være flerfarvede. Nogle gange er de med perler eller sten. 

At røre ved hinanden under ritualer har jeg oplevet under andre ceremonier. Når min kæreste f.eks. lægger lidt ris foran huset og beder en bøn eller hælder lidt velsignet vand ud til et træ foran templet, beder hun mig røre hende for derigennem at være med i ritualet. 

Familien gør alt for, at jeg kan være en del af familien og deres traditioner. Det er utrolig dejligt og en ære at blive så varmt indlemmet.