Jeg skal da indrømme,at når jeg sidder alene og ser fjernsyn hjemme i Danmark, hænder det, at jeg hviler fødderne på sofabordet. Det er en uskik, det ved jeg godt, men der er jo ikke nogen, som ser det. Og det sker da også, at jeg ikke lige får skoene af med det samme, når jeg kommer hjem.

I Thailand er der en hel anden fokus på fødder. Noget af det, man hurtigt bliver opmærksom på, er at man mange steder ikke går med sko indendørs. Det gælder især i templer og i private hjem, men også i en del forretninger. Det betyder at man ofte skal tage sko af og på, og derfor er det meget praktisk med klip-klapper i Thailand, hvilket også er meget brugt overalt.

Der er meget uhøfligt at vise undersiden af sine fødder i Thailand. Når man f.eks. sidder på knæ i templet og beder til Buddha er der vigtigt igen at rejse sig med ansigtet vendt mod Buddha, så man ikke viser ham sine fodflader. Man vender aldrig sine fodflader mod religiøse genstande eller afbildinger af royale personligheder. Jeg har ovenikøbet læst mig til, at det er strafbart at træde på en pengeseddel, da der er et billede af royale på dem.

Helt generelt vender man ikke sine fodflader mod andre, og man lægger sig aldrig med fødderne i hovedenden af sengen.

Jeg har allerede fået et par rap over benene, fordi jeg ikke har været vant til den opmærksomhed på mine fødder. Men jeg glad for den resolutte reaktion når jeg dummer mig. Det gør det meget nemmere at begå sig i Thailand. Og der er ingen der bærer nag. De er godt klar over, at jeg – en uvidende farang – stadig har meget at lære. Og jeg prøver virkelig, hvilket jeg fornemmer er meget værdsat i Thailand.