En thailandsk hilsen.

Inden jeg rejste til Thailand første gang, støvsugede jeg internettet for oplysninger i form af videoer, artikler og blogs for at finde ud af, hvordan jeg bedst kunne begå mig i Thailand uden at støde nogen. Og her gik det for alvor op for mig, at jeg snart skulle møde en helt fremmed kultur. Det virkede næsten helt overvældende for en som jeg, der aldrig havde sat sin fod uden for Europa. 

Men det blev klart for mig, at det bedste måtte være at indlede med et godt førstehåndsindtryk, så jeg koncentrede mig om at prøve at forstå den thailandske hilsen – wai. 

Et wai i sig selv er en simpel gestus, hvor man sætter håndfladerne mod hinanden med fingerspidserne ved næsen og bukker let. En meget ærbødig hilsen som bruges overalt i Thailand.

Dertil kommer så alle nuancerne:

Jo højere man holder de samlede hænder, desto mere ærbødigt er dit wai. Det mest ærbødige er, når man har tommelfingrene helt oppe ved panden. Og jo dybere du bukker desto stærkere effekten. 

Yngre wai’er ALTID  ældre først. Den ældre wai’er tilbage oftest med hænderne lavere placeret end den yngres wai. Og alle wai’er en munk først. Dette er protokollen og anses for måden at udvise gode manérer på. 

Så jeg må indrømme jeg var noget nervøs første gang jeg skulle til Thailand, for selv en simpel hilsen synes at følge et komplekst regelsæt.  Ville jeg fornærme nogen allerede på dag 1?

Men min kæreste forklarede mig at jeg bare skulle sige “Sawatdee khrap” og udføre et wai når jeg mødte hendes familie. Hun uddybede det ikke nærmere. Så det gjorde jeg, og de alle wai’ede storsmilende tilbage. 

Wai er uhyre vigtigt i Thailand og betyder meget for den enkelte. Som en farang opfatter jeg ikke altid, hvad der sker lige omkring mig. Min kæreste påpeger sommetider, at der er en, som gerne vil hilse på mig, og henleder min opmærksomhed på en person, der står og tripper lidt nede ad vejen. Der er ofte en ældre person og derfor forventes det, at jeg wai’er først. Når jeg har wai’et, kommer der et strålende smil på deres ansigter og de wai’er tilbage. Så selv om de gerne vil hilse på mig, forventes det altså, at jeg hilser først, hvis jeg er yngre. 

Men folk i Thailand er et meget venligt og forstående folk. Bare det, at jeg forsøger at efterleve deres traditioner, er en velanset gestus. Og gør jeg noget forkert, får jeg det at vide med det samme, men altid på en venlig måde. Det, at jeg prøver, modtages altid positivt. Nu har jeg været i Thailand nogle gange og har vænnet mig til det. Men det sker stadig, at jeg en gang imellem falder igennem i min iver efter at være høflig.